

I starten af sæsonen, hvor varmen endnu ikke har fået alvorligt fat, er vejret på Mallorca fantastisk til det væld af aktiviteter øen byder på: Vandreture, cykelture, shopping og meget mere. I maj ligger temperaturen omkring 22 grader og sniger sig gerne op på 25 grader. Det betyder, at klimaet her er yderst behageligt, selvom I skulle få en smule sved på panden, når I bevæger jer rundt.
Det samme gælder for slutningen af september og oktober, hvorimod der i højsæsonen ofte er for varmt til at være aktiv dagen lang. Rejser I til Mallorca i juni, juli og august kan I dog sagtens få andre oplevelser end pool og strand – her er især morgen og formiddag gode til at være aktive i, fordi der på disse tidspunkter af dagen er en smule køligere.

I juni starter temperaturerne med at snige sig opad på termometeret og helt frem til september er der varme i både luften og havet. Gennemsnitstemperaturen i sommermånederne er omkring 28 grader, men mange dage viser termometeret et godt stykke over. Især i juli og august er vejret på Mallorca varmt med temperaturer, der nemt kravler over 30 grader.
Sommermånederne er derfor ideelle til badeferier. Også på grund af badevandstemperaturerne som ligger på dejlige 25 grader, eller par grader over, afhængig af de øvrige vejrforhold.