
I Danmark er vi ikke vant til at give drikkepenge; men mange steder i verden er drikkepenge en del af de ansattes løn. Derfor er det kutyme at give drikkepenge til chauffører, hotelpersonale og alle andre, der yder personlig service (cirka 5-10 %), hvis man har været tilfreds med servicen.
På fx rundrejser, safarier og krydstogter skal der ofte betales drikkepenge pr. dag til blandt andre chauffør og lokalguide. Det er en god ide at give drikkepenge straks fra første dag, da man derved får bedre service, end hvis man venter til afrejsedagen og så lægger et større beløb.
Myg, myrer og kakerlakker kender ikke forskel på hotellernes standard. Disse insekter kan derfor findes på selv de bedste hoteller. Er de til gene, kan man kontakte rejselederen, som vil sørge for, at der bliver sprøjtet.
I de sydlige lande, hvor mange restauranter er helt eller delvist åbne, kan det være vanskeligt at holde fugle ude – især hvis gæsterne fodrer disse charmerende men uønskede "gæster".
Løsgående hunde og katte findes overalt, men de er som regel fredelige. Bravo Tours, Bravo Golf, Bravo Safari og Rejseklubben kan ikke stilles til ansvar for eventuelle gener fra insekter, hunde, katte, fugle etc. Vi henstiller til, at man ikke fodrer dyrene.
Ved safari og rejser i Afrika kan der være områder, hvor der er aber. Vi anbefaler derfor, at man er opmærksom på ikke at have noget spiseligt synligt fremme, når man bevæger sig udendørs, da dette kan resultere i uheldige situationer. Tænk derfor over, hvordan du begår dig i områder med aber, og henvend dig gerne til dit hotel eller nærmeste rejseleder, hvis du er i tvivl.
I vores miniguide, som findes på vores hjemmeside under hver destination, og som udleveres sammen med velkomstmaterialet ved ankomst til feriemålet, har vi en del annoncer. Disse annoncer er eksempler på de forskellige handlende på feriemålet. Der er ikke tale om en anbefaling af disse annoncører, og Bravo Tours, Bravo Golf, Bravo Safari og Rejseklubben står ikke inde for de produkter eller ydelser annoncørerne tilbyder. Vi er således ikke ansvarlig for de ydelser eller varer vores gæster køber hos disse annoncører. Velkomstmaterialet kan også indeholde forskellige reklamer og visitkort, så vores gæster er orienteret om, hvilke restauranter, barer og forretninger, der findes på feriemålet.
På nogle feriemål kan det være favorabelt at få lavet briller eller gå til tandlæge. Bravo Tours, Bravo Golf, Bravo Safari og Rejseklubben har ikke noget samarbejde med hverken tandlæger eller optikere, og står ikke på nogen måde inde for de ydelser vores gæster køber sådanne steder.
Overalt i verden har man forskellige helligdage og nationale fridage, specielle fester, og årstidens store markeder, som er den del af den lokale kultur. Bravo Tours, Bravo Golf, Bravo Safari og Rejseklubben tager forbehold for eventuelle gener i den forbindelse. Rejselederne giver naturligvis oplysninger på rejsemålet, såfremt de har kendskab til sådanne arrangementer.
Når man rejser ud i verden, må man forvente, at bakteriefloraen er anderledes, end man er vant til hjemmefra. Det er derfor en god ide at sørge for god håndhygiejne – medbring evt. håndsprit.
Både vi og de hoteller, vi samarbejder med, er meget opmærksomme på hygiejne, og derfor tjekkes vores hoteller løbende af de lokale veterinære myndigheder, som tester både køkkener, restauranter, barer, mad- og drikkevarer samt poolområder. Bliver man ramt af dårlig mave, anbefaler vi, at man straks søger læge.
I højsæsonen er der åbent overalt, hvilket kan betyde, at strande, restauranter, barer etc. er fyldte, priserne er højere, og støjniveauet er steget et par grader. Derimod kan man i lavsæsonen opleve, at rejsemålet føles mere lukket og roligt, da nogle af hotellerne, barerne og restauranterne ikke finder det besværet værd at holde åbent. Dog finder mange det behageligt, at der er mere plads, lavere priser og fred og ro omkring hotellet. På store hotellet kan man også opleve, en fløj eller en af restauranterne lukkes af, hvis der sidst på sæsonen ikke længere er så mange gæster.
Perioden for høj- og lavsæson varierer fra rejsemål til rejsemål. Vær opmærksom på, at på nogle hoteller er der børneklub i højsæsonen.
Sikkerhed er altid højeste prioritet. Derfor er der stigende videoovervågning i Danmark, såvel som der er på mange af vores destinationer. Der er i stigende grad kameraer på hotelområder, på balkoner og ved poolområder – alt af præventiv karakter.
Disse opsættes naturligvis altid op med en lokal tilladelse fra de gældende myndigheder.
Import af kopivarer fra lande uden for EU er som hovedregel ikke tilladt, men der er i lovgivningen en undtagelse i det tilfælde, hvor kopivarer medtages som rejsegods, og såfremt man holder sig inden for rejsegodsreglernes bestemmelser, dvs. at man ikke har mere med af såkaldte ”andre varer” end for kr. 3.250, og at det er til eget brug – altså ikke af erhvervsmæssig karakter.
Der kan læses nærmere om de generelle rejsegodsregler på dette link:
http://www.skat.dk/SKAT.aspx?oId=83183&vId=202239&i=1#i83183
Der kan endvidere findes gode råd omkring kopivarer på dette link:
http://www.forbrugereuropa.dk/dansk/fakta0/rejser/kopi/
Hvis man lejer en bil på rejsemålet, er der stor forskel på mulighederne for parkering.
Nogle hoteller har private parkeringsafsnit, mens andre henviser til parkering på gaden eller i området. Nogle steder kan parkering være mod betaling.
Alt parkering er for egen regning, og Bravo Tours, Bravo Golf, Bravo Safari, Rejseklubben eller biludlejningsfirmaet kan ikke gøres ansvarlig for eventuelle parkeringsomkostninger.
På mange af vores destinationer kan man være heldig at opleve events som afholdelse af cykelløb, Ironman, religiøse optog og meget andet. Det er som regel en meget stor oplevelse for vores gæster.
Det kan dog bevirke at dele af en by afspærres for kørende trafik, og bor man på et hotel i et sådant område, kan det blive nødvendigt at ændre på transfertid og påstigningssted. Vær opmærksom på, at det kan betyde, at man skal gå et stykke vej med bagagen.
Da de offentlige sygehuse mange steder ikke altid lever helt op til den standard, vi er vant til i Danmark, vil vores gæster ofte blive transporteret til et privat hospital, hvor behandling er dækket, hvis man har en gyldig rejseforsikring. Vi gør opmærksom på, at hvis man er kronisk syg eller i et behandlingsforløb hjemme inden afrejse, kan forsikringen være ugyldig, og så det er en god ide, at kontakte sit forsikringsselskab før afrejse. Man er selv ansvarlig for at sygerejseforsikringen er gyldig.
Har man ikke en gyldig sygerejseforsikring, men kun ”Det blå Sygesikringskort” henvises man til et af de offentlige sygehuse. Vi anbefaler altid, at man tegner en sygerejseforsikring, så man er fuldt dækket; men vælger man at rejse kun med ”Det blå Sygesikringskort”, er man selv ansvarlig for at gøre opmærksom på, at man kun har ”Det blå Sygesikringskort”.
Dårlig mave er desværre en af de mest udbredte sygdomme blandt turister på stort set alle sydlige rejsemål. Dårlig mave kan have mange årsager som fx uforsigtig omgang med drikkevand, for mange kolde drikke, dårlig håndhygiejne eller blot den anderledes bakterieflora. Både Bravo Tours, Bravo Golf, Bravo Safari, Rejseklubben og de hoteller, vi samarbejder med, har stor fokus på hygiejne. Alle vores hoteller inspiceres af de lokale veterinære myndigheder, som kontrollerer madvarer, køkkener, restauranter, barer, poolområder og vandforsyning. Hvis der er anledning til påtale, får vi straks besked.
Skulle du få dårlig mave på din ferie, anbefaler vi, at du straks søger læge. Vores rejseledere kan være behjælpelige med at skaffe lægehjælp.
De høje temperaturer, specielt i sommersæsonen, kombineret med mange badende i samme swimmingpool, solcreme etc. giver bakterierne gunstige betingelser for at trives, og det kan medføre øreinfektioner.
Alle vores hoteller er opmærksomme på denne potentielle smittefare og derfor tilsættes de foreskrevne kemikalier, og der føres log over dette.
Ved hyppig og længerevarende badning i swimming-pools anbefaler vi derfor, at man benytter ørepropper, og at man skyller ørerne efter badning.
Bravo Tours, Bravo Golf, Bravo Safari og Rejseklubben kan ikke drages til ansvar for evt. øreinfektioner m.m.
Nogle af vores rundrejser og udflugter omfatter ”trekking”, som er en spændende naturoplevelse. Trekking betyder vandring i naturen og ofte i vanskeligt terræn. Vores trekkingture kræver godt fodtøj og en fornuftig påklædning. Man skal have en nogenlunde fysik. Trekkingturene foregår i junglen og i forskelligt terræn. Det går både op og ned, og over primitive træbroer. Tømmerflåder vil være bygget af de tilgængelige materialer.
I de fleste lande kan man komme ud for personer, som måske ikke er helt fine i kanten. Lommetyve, indbrudstyve og andre uærlige elementer findes overalt. Er uheldet ude, er det vigtigt, at man straks gør anskrig, og derefter sørger for en politianmeldelse. Det kan vores rejseledere være behjælpelige med.
Det er altid gæstens eget ansvar at få relevant dokumentation med hjem, og man er altid selv ansvarlig for medbragte ejendele. Derfor vil indbrud, tyveri og lignende altid være en forsikringssag.
Vandskade, brand og lignende sker uhyre sjældent, men igen vil ødelagte effekter være en forsikringssag. Vores rejseledere kan være behjælpelige med dokumentation.
De oplyste priser er cirkapriser. Vi tager forbehold for prisændringer som følge af kursudsving, afgifter osv. samt for eventuelle aflysninger på grund af manglende tilslutning og programændringer.
Toiletforhold på udflugter er af lokal standard.
For visse rejsemål er det muligt at bestille udflugter hjemmefra. Dette anbefales, da visse udflugter hurtigt bliver udsolgt. Transport til opsamlingssted er for egen regning.
På nogle af Bravo Tours’, Bravo Golfs, Bravo Safaris og Rejseklubbens udflugter optager lokale fotografer DVD-film, som gæster tilbydes at købe. Vi har intet med denne virksomhed at gøre, og Bravo Tours, Bravo Golf, Bravo Safari og Rejseklubben har intet ansvar, såfremt der er fejl på købte DVD-film.
Børnepriser er gældende for børn fra de fylder to år til de fylder 12 år. Børn under to år følger med gratis, men er f.eks. ikke garanteret en plads i bussen, ligesom vi ikke kan garantere, at der er plads til en klapvogn eller barnevogn i bussen.
På nogle rejsemål og til nogle turistattraktioner kan betingelserne for børnepriser være ændrede. Det vil fremgå i forbindelse med køb af billetten.
Det er gratis at medbringe børn under to år på udflugter, såfremt det øvrige rejseselskab har tilkøbt dette, medmindre andet er oplyst. Dog er børn under to år ikke garanteret en plads i bussen, men skal ligesom i flyet sidde på skødet af en voksen.
Det kan ikke forventes, at der er autostole, såfremt dette ikke er bestilt eksplicit. Vi kan ikke garantere, der er plads til en klapvogn eller barnevogn på bussen.