

Puerto de Mogán er idyllisk og Gran Canarias egen lille ”Venedig”. Den smukke yacht- og fiskehavn giver byen en fantastisk feriestemning. Langs havnepromenaden ligger restauranter og barer på række. I byens smalle gader ligger hvidkalkede huse indrammet i pastelfarver.

For mange sømænd fra alle verdens hjørner er havnen i Puerto de Mogán den sidste forpost i Europa, inden de sejler vestpå og krydser Atlanten. Her ligger de smukke sejlbåde tæt i havnen og bliver gjort klar inden den lange sejllads.

Lige ved siden af byen ligger en 250 m sandstrand og langs den en lille strandpromenade. Puerto de Mogán er et populært udflugtsmål for det øvrige Gran Canaria. Hver fredag er der marked i Puerto de Mogán og her kan du handle og finde souvenirs i de mange boder.