

Mange har besøgt Rhodos, men de færreste kender Stegna. Det er synd! I skjul fra al stress og larm findes denne lille perle af en gammel fiskerlandsby beliggende lige ud til en malerisk bugt. Langs kysten findes den 2 kilometer lange hovedgade, hvor de fleste butikker og restauranter er samlet. Den fantastiske strand er omkring 700 meter lang, og da den ofte kun er tyndt befolket, er der rig mulighed for at slænge sig. Her kan du for alvor lade roen indfinde sig og blot koncentrere dig om at nyde solens varme eller tage et dyp i det lavvandede hav med sandbund. Landsbyen er omgivet af store, majestætiske klipper, der fortsætter hele vejen ud i det lyseblå, krystalklare vand. Et fantastisk syn, som – foruden den ualmindeligt hyggelige stemning – i den grad gør Stegna besøgsværdigt.

Stegna er en gammel fiskerlandsby, og det afspejler sig både i byens charme og på menukortene på de mange hyggelige spisesteder. Så er du glad for fisk, så er Stegna det helt rette sted for dig. Når sulten melder sin ankomst, kan du nemlig se frem til at få serveret et utal af lækre retter bestående af dagens friske fangst fra en af byens to små havne. Da langt de fleste restauranter og caféer ligger helt ud til stranden, kan du sidde og nyde dit måltid med smuk udsigt til havet.

Foruden solbadning kan du som besøgende også underholde dig med en lang række aktiviteter i og omkring Stegna. Oven vande skaber byens placering ved foden af et bjerg optimale muligheder for bjergbestigning til bens eller på mountainbike og udforskning af huler i klipperne. Der er mulighed for at leje både kajak, paddleboard eller sejlbåd, hvis du vil udforske området fra vandsiden. Vil du i vandet, er der fantastiske snorkelmuligheder, og der er gode chancer for at opleve havets dyreliv på tætteste hold omkring de mange stenformationer ude i vandet. Ca. 15 minutters gang fra byen ligger den billedskønne Grand Blue Beach, der absolut er gåturen værd.

Fra Stegna har du god mulighed for at opleve andre byer og seværdigheder på Rhodos. Du kan fx leje en bil og på egen hånd tage på opadgelse. Herunder kan du se, hvor lang tid det tager at køre fra Stegna til forskellige byer på Rhodos.

Det tager 1 time at køre fra lufthavnen til det første hotel i Stegna.