Programmet for turen byder på et kulinarisk indblik i regionens kulinariske traditioner – fra frisk olivenolie og liflige vine til tartufo-is, som kun findes her. Der er også tid til at udforske stemningsfulde landsbyer, historiske monumenter og naturligvis til at nyde hotellets faciliteter eller slappe af ved stranden.
Du kommer hjem med et helt nyt indblik i, hvad “det søde liv” egentlig betyder for italienerne.
Vi flyver direkte fra Danmark til Calabrien, hvor eventyret i Syditalien begynder. En kort bustur bringer os til hotellet, som bliver vores base den næste uge. Efter indkvartering og måske en dukkert i poolen, samles vi til et lille velkomstmøde, hvor vi gennemgår ugens program og byder hilser på hinanden over en skål. Aftenen afsluttes med en hyggelig middag på hotellet.

Efter morgenmaden går turen mod Tropea, der i 2021 blev kåret som Italiens smukkeste historiske by. Her mærker man virkelig "La Dolce Vita" mellem de snævre gader og smukke pladser. Byen ligger dramatisk placeret på 70 meter høje klipper med udsigt til det turkisblå hav, og historien strækker sig mere end to årtusinder tilbage.
På vores byrundtur oplever vi bl.a. den imponerende Norman-katedral, idylliske udsigtspunkter og den autentiske atmosfære, der gør Tropea så særlig. Vi smager naturligvis på lokale delikatesser, inden turen går videre til en hyggelig restaurant i bjergene, hvor vi nyder en frokost med et godt glas vin. Dagen rundes af med et stop ved Capo Vaticano, hvor udsigten til Sicilien er betagende på klare dage.






Efter en rolig start på dagen sætter vi kurs mod den charmerende fiskerby Pizzo. Vores første stop er den unikke Piedigrotta-kirke, der gemmer sig i en klippehule tæt ved stranden. Inde i grotten mødes vi af smukke udskårne figurer og farverige freskoer – et helt særligt syn.
Derefter går vi på opdagelse i Pizzos labyrint af smalle stræder og trapper, hvor vi mærker historiens vingesus i det hyggelige centrum. Vi besøger det majestætiske Castello Murat og nyder den stemningsfulde atmosfære, inden vi naturligvis smager på byens berømte dessert, tartufo.
Om eftermiddagen fortsætter vi til vingården Statti, hvor vi forkæles med en rundvisning og smager på tre udsøgte vine ledsaget af små appetizere. Dagen fuldendes med sanseindtryk af både historie, kultur og gastronomi, før vi vender tilbage til Tropea.




I dag står programmet helt åbent. Du kan tage håndklædet under armen og nyde en afslappende dag på stranden, eller måske frister en rolig stund ved poolen med en kølig dukkert og en god kop kaffe i solen.
Ønsker du lidt mere liv omkring dig, kan du tage en tur ind til Tropeas hyggelige centrum. Her venter smalle gader, små butikker og en uforlignelig atmosfære – den perfekte ramme for en dag i dit eget tempo.

Efter morgenmaden sætter vi kursen mod Reggio-provinsen ad den maleriske kystvej. I Reggio Calabria bliver der tid til at udforske byen på egen hånd. Måske vælger du at besøge det berømte arkæologiske museum, hvor de imponerende bronzestatuer på 3.000 år står som byens stolthed, eller at nyde stemningen i de travle gader fyldt med butikker og caféer. Domkirken er et smukt bekendtskab, og nede ved havnepromenaden venter en storslået udsigt mod Sicilien – med lidt held ser vi endda Etna i horisonten.
Vi fortsætter til Scilla, hvor vi går ad den charmerende strandpromenade. Her nyder vi en dejlig frokost, naturligvis med sværdfisk på menuen. Dagen rundes af med et besøg på den traditionsrige olivengård Mafrica, hvor vi får indblik i olivenoliens rolle i det syditalienske køkken – og selvfølgelig smager på det flydende guld.


Dagen står helt til egen disposition. Du kan vælge at tage toget til Capo Vaticano og opleve den betagende kyststrækning med lange sandstrande og spektakulære udsigter. Alternativt kan du blive i Tropea, slentre gennem de hyggelige gader, kigge i små butikker eller slå dig ned på en café og smage flere af de lokale specialiteter.

Efter morgenmaden går turen til havnen, hvor vi stævner ud på en mindeværdig sejltur langs Calabriens kyst. Fra båden kan vi nyde udsigten til Capo Vaticanos dramatiske klippeformationer, mærke havbrisen og måske tage en dukkert direkte fra båden. Snorkeludstyr er til rådighed for dem, der vil udforske livet under overfladen i Middelhavets klare vand.
Bådturen er på en større speedbåd med plads til ca. 20–25 personer, afhængigt af hvilken båd der sejles med den pågældende dag. Båden har sæder med solskygge, og man sejler tæt på kysten og nyder udsigten til de smukke klippeformationer og det krystalklare hav. Bemærk for at komme ombord skal man kunne gå op ad tre trappetrin fra vandkanten.
Sejlturen varer omkring tre timer, hvorefter der er tid til frokost på egen hånd. Resten af eftermiddagen kan tilbringes ved poolen eller i Tropeas hyggelige gader. Om aftenen samles vi til ugens højdepunkt: en afskedsmiddag på en charmerende, familieejet vingård på den smukke Costa degli Dei. Her nyder vi en rundvisning, smager på vinene og afslutter ugen med en uforglemmelig middag i godt selskab.






Efter en uges oplevelser i det smukke og smagfulde Calabrien er det tid til at sige arrivederci. Vi forlader hotellet i Tropea og kører til Lamezia Terme-lufthavnen, hvorfra flyet bringer os tilbage til Danmark. Med hjem i kufferten har du forhåbentligt en god portion af Calabriens "La Dolce Vita".

