På denne rejse spiller du 2 golfrunder på Maspalomas Golf og 1 golfrunde på Meloneras Golf – en dejlig kombination af klassisk, fredfyldt golf og en gennemført kystbane med udsigt til Atlanterhavet. Her får du to forskellige golfoplevelser på Gran Canaria, som på hver sin måde viser øens høje golfkvalitet.
Maspalomas Golf ligger smukt på den sydlige del af Gran Canaria, lige bag de berømte sandklitter ved Dunas de Maspalomas og tæt på Maspalomas-stranden. Banen er Gran Canarias næstældste og byder på et klassisk layout med brede fairways, store greens og en afslappet atmosfære. Den friske brise fra havet gør runden behagelig selv på varme dage, og det flade terræn betyder, at banen er oplagt at gå rundt – buggy er derfor som udgangspunkt ikke nødvendig.
Meloneras Golf ligger i udkanten af Maspalomas og er kendt som en af Gran Canarias bedste golfbaner. Banen er designet af Ron Kirby og kombinerer en overkommelig længde med et layout, der udfordrer alle typer golfspillere. Her er kvaliteten i top fra teesteder og fairways til bunkers og greens, mens udsigten til Atlanterhavets bølger skaber en flot ramme om runden. Ved leje af buggy får du indbygget GPS, som hjælper dig godt på vej rundt på banen.
Efter runden kan du nyde den hyggelige stemning i klubhusene – hvad enten det er en kold forfriskning og spansk frokost på Maspalomas eller en afslutning i Meloneras’ intime bar sammen med dine medspillere.
Vær opmærksom på, at hvis én eller flere spillere har handicap 30 eller derover, vil starttiden på Meloneras Golf altid blive tildelt efter kl. 13.00. Dette er banens politik for at sikre et optimalt flow i spillet. Det er spillerens eget ansvar at oplyse korrekt handicap, og banen forbeholder sig retten til at kontrollere dette ved check-in.
Bemærk: Når du kommer videre i bestillingen, har du mulighed for at ændre til andre golfbaner eller kombinere opholdet med spil på flere forskellige baner.